Her i Sumbawanga er alt ved at falde stille og roligt på plads. Jeg har fået en hverdag, med arbejde mandag - onsdag og fredag -lørdag. Swahili undervisning fra mandag - fredag fra kl. 14 - 16.
Jeg kæmper stadig med sproget, men oplever heldigvis lidt fremgang. Pigerne og mamaerne kan lidt engelsk og på den måde lære de mig Swahili og jeg lær dem engelsk.
Billedet er af to af pigerne og af mama Judith. Det er de dejligeste piger der kommer løbende og vil have kram og hilser med Shikamoo (en hilsen alle mindre giver til ældre for at vise dem respekt), jeg svarer igen med marahaba (jeg acceptere din respekt). Tanzanianerne hilser utrolig meget, og lige meget hvor man går hen hilser man med forskellige høfligheds fraser. Det gør også at man bliver mindre fremmedgjort over for hinanden i dette samfund, hvilket også er en af grundende til at man hilser på alle, santidig mener Tanzanianerne også at man skal hilse hvis man vil fremstå som "en ordentlig" person.
Noget andet der kendetegner Tanzanianerne (sikkert også mange andre afrikaner) er deres slentrende gang, kvinderne med noget oven på hovedet en eller et lille barn på ryggen bundet fast med en kanga. Mændende der roligt cykler eller gå med alt for meget at bære på og børn der løber rundt i deres skoleuniformer og siger Mzungu (hvid) good afternoon, også selvom det er morgen.
Det ene billede er ef min sproglære, der hedder Angelo. Han er 68 år, og jeg kan mærke hans erfaring i at undervise hvide mennesker i Swahili, tydeligt. Han er meget tålmodig og nem at forstå.
Det er skønt med en hverdag der ikke ligner hinanden, men som stadig rummer en eller anden form for struktur. Jeg arbejder på drop in centret én gang om ugen, og er ellers på pige hjemmet de resterende arbejdsdage.
Mit møde med Afrikas dyr har også været ganske interssant. Jeg var lige så glad over at der ikke var edderkopper i mit hjem, og da samme tanke slog mig mødte jeg tre ret store af slagsen på mit badeværelse. Jeg havde aldrig set så store edderkopper før, jeg fik dem dog af vejen. Næste morgen så jeg mama Eva, der er leder af pigehjemmet tilberede en slags insekter der minder mest om biller. Det er åbentbart en særlig Tanzaniansk spise, som man også kan købe sig til på markedet hvis man lyster. Jeg må indrømme at jeg glæder mig lidt mere til løver, næsehorn og giraffer.
I Sumbawanga bor der 7 hvide. Tre af os er danskere. Der bor et dansk missionærpar lidt uden for byen. De har taget rigtig godt i mod mig. Inviteret mig hjem til dem for at få vasket tøj (de er nok de eneste i Sumbawanga der har vakemaskine) og for at få et varmt bad. Der har kun været vand i hanerne i mit hus og ved pigehjemmet i tre af de dage jeg har været her, så jeg satte stor pris på varmt vand fra en bruser.
Mit hjem er ellers fint. Det er et stort hus. Tre værelser, et godt køkken og badeværelse. To stuer en lille til gennemgang til den store, samt en terasse. Det hele er dog i afrikansk stil. Men mine forhold er meget bedre en tanzanianernes, der f.eks. har et køkken der består af et ildsted og ikke meget andet.
Afrika er Afrika og derfor er der ikke altid vand og ej heller altid elektricitet, her tager vi en dag af gangen og ser hvor det føre hen. Det er dejligt at være her, solen skinner når det ikke regner og jeg nyder meget min hverdag hernede.
