Gadebørn, dans og brændslukkere

Her i Sumbawanga går dagene og jeg nyder stadig meget mit liv hernede. Nu er har jeg fået varmt vand og har erfaret at mit internet er mere stabilt i den del af byen jeg bor, i forhold til andre bydele. Hvor livet skønt!
Dette billede er af de to yngste piger på pigehjemmet. Dem henter jeg næsten hver dag i skole kl. 11. De er henholdsvis 6 og 7 år og meget søde.

Her er et billede af mig og et par af pigerne. Joecy i midten ser dog noget fortabt ud, men hun havde også siddet med fjernbetjeningen i hånden i 30 min. og ventet på at mama Monica fik peget antænden den rigtige vej, så de kunne se fjernsyn. Problemet var bare at hver gang antænden ramte signalet, kunne mama Monica ikke altid holde armen strakt i al for lang tid af gangen, og så måtte de starte forfra. - Derfor ser vi ikke rigtig fjernsyn... Det virker jo ikke!!! men det vil de ikke helt indse. Anna smiler dog, og jeg syntes også at bemærke fremgang ved mine Cheese udråb, hver gang der bliver taget et billede.

Her er et billede af Pascal, og Macrina (også kaldet maggie). Pascal er kunstner og lever af at sælge sine malerier og andre kunstværker. Jeg har indtil videre købt to små malerier af ham, af en pris til 20 kr. Maggie er en meget klog og smart pige. Hun vil så gerne lære engelsk og er meget optaget af at høre mig tale engelsk, så hun kan lære.

Et billede fra min stue. jeg vil prøve senere at sende nogle flere, eftersom min kære mor så gerne vil se hvordan jeg bor. Det er forresten Pascals malerier der hænger på væggen.

Det har været en rigtig god uge. Jeg har fået af vide at jeg har fået 10 for mit BA. Jeg blev så glad og eftersom afrikanerne ikke rigtig forstod min særlige glæde over en karakter, var det rart at det danske par kom forbi samme dag. De forstod det, og inviterede mig på middag og øl for at fejre det!

Ellers har jeg været ude og lede efter gadebørn med Joseph, der er leder af børnehjemmet. Det var så spændende, men også meget skræmmene at se nogle af Sumbawangas skyggesider. Vi gav børnene kiks og inviterede dem til at komme over til drop in centeret, hvor vi vil hjælpe dem. Jeg så også mange af de steder hvor de efterladte unge piger holdt til, for at prostituere dem selv så de kunne få penge til mad. Mange af pigerne bar et lille barn på ryggen, mens de prøvede at sælge dem selv og mens de drak sig fulde. De gjorde virkelig ondt i mit hjerte, da jeg i samme kvarter så de efterladte børn der lå og sov mens de ventede på at deres mor var færdig og ville komme tilbage.

Denne oplevelse var også med til at give mig endnu mere lyst til at arbejde på drop in centret. Her er jeg en gang om ugen hver onsdag. Og så sent som i dag kom der en ny dreng til drop in cenret der havde mistet begge sine forældre. Han var helt alene i verden og jeg havde bare lyst til at kramme ham og sige at det er han slet ikke. Benny (lederen af drop in centret) er bare så god og gør et kæmpe stykke arbejde der. Han tog drengen til sig og han er nu på drop in centeret. Jeg håber han falder til og at vi kan finde en løsning for ham.

Ellers har jeg i weekenden også været ude og danse og feste lidt med tanzanianerne, og de kan bare danse:).

I dag har vi fået sat brændslukkere op på alle centerene og jeg har sågar fået sat en op i mit hus. Det er rigtig godt, da der er stor mulighed for brandfarer. Dog ikke så meget på denne årstid hvor det regner en del, men når regntiden slutter, bliver alt meget tørt.

Ellers er der ikke nyt her. Jeg har slået endnu en kæmpe edderkop ihjel, men jeg tror rygtet har spredt sig, for ellers er de væk... hurra for det, men jeg er klar hvis der kommer nye.

Hverdag i Sumbawanga

Her i Sumbawanga er alt ved at falde stille og roligt på plads. Jeg har fået en hverdag, med arbejde mandag - onsdag og fredag -lørdag. Swahili undervisning fra mandag - fredag fra kl. 14 - 16.

Jeg kæmper stadig med sproget, men oplever heldigvis lidt fremgang. Pigerne og mamaerne kan lidt engelsk og på den måde lære de mig Swahili og jeg lær dem engelsk.

Billedet er af to af pigerne og af mama Judith. Det er de dejligeste piger der kommer løbende og vil have kram og hilser med Shikamoo (en hilsen alle mindre giver til ældre for at vise dem respekt), jeg svarer igen med marahaba (jeg acceptere din respekt). Tanzanianerne hilser utrolig meget, og lige meget hvor man går hen hilser man med forskellige høfligheds fraser. Det gør også at man bliver mindre fremmedgjort over for hinanden i dette samfund, hvilket også er en af grundende til at man hilser på alle, santidig mener Tanzanianerne også at man skal hilse hvis man vil fremstå som "en ordentlig" person.

Noget andet der kendetegner Tanzanianerne (sikkert også mange andre afrikaner) er deres slentrende gang, kvinderne med noget oven på hovedet en eller et lille barn på ryggen bundet fast med en kanga. Mændende der roligt cykler eller gå med alt for meget at bære på og børn der løber rundt i deres skoleuniformer og siger Mzungu (hvid) good afternoon, også selvom det er morgen.

Det ene billede er ef min sproglære, der hedder Angelo. Han er 68 år, og jeg kan mærke hans erfaring i at undervise hvide mennesker i Swahili, tydeligt. Han er meget tålmodig og nem at forstå.

Det er skønt med en hverdag der ikke ligner hinanden, men som stadig rummer en eller anden form for struktur. Jeg arbejder på drop in centret én gang om ugen, og er ellers på pige hjemmet de resterende arbejdsdage.

Mit møde med Afrikas dyr har også været ganske interssant. Jeg var lige så glad over at der ikke var edderkopper i mit hjem, og da samme tanke slog mig mødte jeg tre ret store af slagsen på mit badeværelse. Jeg havde aldrig set så store edderkopper før, jeg fik dem dog af vejen. Næste morgen så jeg mama Eva, der er leder af pigehjemmet tilberede en slags insekter der minder mest om biller. Det er åbentbart en særlig Tanzaniansk spise, som man også kan købe sig til på markedet hvis man lyster. Jeg må indrømme at jeg glæder mig lidt mere til løver, næsehorn og giraffer.

I Sumbawanga bor der 7 hvide. Tre af os er danskere. Der bor et dansk missionærpar lidt uden for byen. De har taget rigtig godt i mod mig. Inviteret mig hjem til dem for at få vasket tøj (de er nok de eneste i Sumbawanga der har vakemaskine) og for at få et varmt bad. Der har kun været vand i hanerne i mit hus og ved pigehjemmet i tre af de dage jeg har været her, så jeg satte stor pris på varmt vand fra en bruser.

Mit hjem er ellers fint. Det er et stort hus. Tre værelser, et godt køkken og badeværelse. To stuer en lille til gennemgang til den store, samt en terasse. Det hele er dog i afrikansk stil. Men mine forhold er meget bedre en tanzanianernes, der f.eks. har et køkken der består af et ildsted og ikke meget andet.

Afrika er Afrika og derfor er der ikke altid vand og ej heller altid elektricitet, her tager vi en dag af gangen og ser hvor det føre hen. Det er dejligt at være her, solen skinner når det ikke regner og jeg nyder meget min hverdag hernede.

Endelig internet

Dette er Emmanuel der hentede mig i lufthavnen. En god ven og den perfekte at rejse langt med. Det var en sjov tur hvor Emmanuel udnyttede min uvidenhed om Tanzania og lavede meget sjov med mig. Det var så hyggeligt.

Nu har jeg endelig fået internet. Efter en meget rørende afsked i lufthavenen med gruppe kram og tårer kom jeg til Schweiz. Det var en fin tur, men det er ikke sjovt at være helt alene på et lufthavns hotel i et land du ikke skal være i mere end max. 12 timer.

Da jeg ankom til Dar es Salam omkring kl. 22 den 4 jan. Stod Emmanule (også kaldet den danske Ole) i lufthavnen. Han havde heldigvis et skilt med mit navn. Ellers havde jeg aldrig fundet ham. Emmanuel hjalp mig med at få noget mad og finde mit hotel. Dagen efter gik vi en hel masse i Dar. Jeg skulle ordne en masse praktiske ting.

Da jeg ankom til Sumbawanga dagen efter to dages rejse, blev jeg modtaget af Joseph (lederen af børnehjemmene). Og da vi kørte op til girlshome kom pigerne løbende ud til bilen og tog mine tasker og viste mig vej til mit hus.

De er så søde og så gode ved mig alle sammen og jeg er startet mit Swahili kursus og begyndt lige så stille at arbejde. Det er dejligt at være kommet igang.

Ankommet til mit nye hjem i Sumbawanga

Hej alle!
Det her er Afrika og derfor virker nettet i mit hjem endnu ikke.
Jeg vil snart lade hoere fra mig og uploade nogle billeder.
Jeg har det godt. Har rejst meget, men det har vaeret saa spaendende.
Jeg vil sende et indlaeg om min tur til Sumbawanga senere.
Lige nu vil jeg bare fortaelle at Joseph der er lederen af boernehjemmet har taget saa godt i mod mig. Det har de faktisk allesammen. Jeg har en skoen lejlighed og pigerne er bare saa fantastiske.
Tak til alle jer der var med ude i lufthavnen. det var meget roerende, og gruppe krammet gjorde det ikke lettere at tage afsted:)
Jeg lader hoere fra mig lige saa snart at mit internet virker.
Knus fra Stine.

Billed prøve, endnu engang tak Sara, når jeg kommer hjem lover jeg at gå til edb kursus.

Klar parat til rejsestart

En blogger prøve, så jeg kan lære at blogge uden hjælp fra Sara...