Fodboldkampen der endte 15-1. Hamnashida!

Nu er der ikke langt igen!
Den sidste tid her i Sumbawanga skal udnyttes bedst muligt. Jeg har derfor haft program på hver eneste dag. Jeg har været på besøg, købt afskedsgaver, arbejdet lidt ekstra og gået lidt flere ture, handlet lidt mere osv. bare for at nyde alt det der har været hverdag, lidt mere!
Åh det er svært at sige farvel til mit liv i afrika!
Tilgengæld er jeg så heldig at min kære far kommer ned og besøger mig, og så skal vi rejse rundt sammen de sidste dage. Det er dejligt at der kommer en som, har set og mødt alle og alt det jeg elsker her.
Jeg har også haft gang i et fodboldprojekt. Joseph og jeg har lært en masse staff at spille fodbold. Vi har trænet og haft det så sjovt. Især har det været en fantastisk oplevelse at se de ældre, lidt småtykke mamaer, spille.
Al den træning mundede ud i en stor fodboldkamp mod drengen fra Boys Home. Det var en rigtig god dag. Vi (staff) tabte 15 -1, men det ene mål vi scorrede udgjorde en mindre fest. Pigerne og alle børnene fra Drop In Centeret var nemlig kommet for at se kampen!

De seje fodbold drenge fra Boys Home, lige før kampen.
Vores fabelagtige staff team.

Fodbold træning, med mine skønne kollegaer.

Besøg hos Mama Monica, som jeg har arbejdet meget sammen med på pigehjemmet. Hun har det skønneste grin og er ekstra god til at slå sig selv, eller de folk der står omkring hende, i hænderne når der er noget at grine af.

Min gode veninde Asha, på besøg i mit køkken, hvor jeg lære hende at bage kager.

In love with Sumbawanga!

En masse arbejde har i disse dage præget mit ophold her i Sumbawanga. Alt arbejde er dog sjovt, og består blandt andet af at skrive artikler, rapporter, oversættelser til organisationen i Danmark. Andet arbejde kan være specialundervisning i engelsk og Swahili, men også at deltage i en masse festligheder. Alt det skønne arbejde gør dog at tiden flyver endnu hurtigere end før.
Her et billede af mig efter pigerne havde taget mine fletninger ud, hvilket tog omkring en time. Vi grinede allesammen meget af mit hår og en af pigerne sagde, "dada Stine, du ligner en løve". Så nu bliver jeg nogle gange kaldt dada simba (søster løve) i stedet for dada Stine.

Jeg har en masse dejlige venner her i Sumbawanga. Asha der er Josephs hustru, er blandt andet en af dem som jeg har haft mange fantastiske øjeblikke med.

Her et billede fra et muslimsk bryllup. Ashas familie er muslimer og hun tog mig med til et af disse familiebryllupper. Hun havde fået syet noget tøj til mig, en gave fra hende og Joseph. Så vi troppede op i hver sin slags kjole, men stoffet var det samme. Det var åbentbart meget populært.

I Tanzania, må bruden ikke smile på sin bryllupsdag. Det var dog lidt svært for den smukke brud ikke at smile en lille smule. Hun må ikke smile, da hun skal forlade sine forældre og det er vigtigt at hun udtrykker sorgen over dette til selve brylluppet. Samtidig betaler gommen en brudepris til pigens forældre for at få lov til at gifte sig med deres datter. Denne brudepris kan eks. være 5-6 køer. Så brudens forældre kan ikke være helt utilfredse med at få deres datter giftet bort.

I påsken havde vi fødselsdag og påskefrokost på pigehjemmet. Alle børn fra alle hjem var inviteret. Der var mad, dans, fødselsdagssang og en masse glade børne ansigter.

Her et billede af to børn fra gaden, der ved at de altid er velkommen til Fremtid og håbs arrangementer.

Drengene danser, mens de andre børn stiller sig i kø til at få mad.

De skønne mamaer, der slår sig selv eller hinanden i hænderne hver gang de griner. De er en fest at være sammen med!